Alt alt for længe siden jeg sidst har blogget for jer - jeg har været og er stadig syg, så mit overskud har været minimalt.
Men i går aftes lavede jeg en rigtig gammeldags dansk ret, som jeg altså lige måtte dele med mine følgere:
Blomkålsgratin serveret med salat af rødbede, gulerod og avocado:
Denne ret er ikke lowfodmap, da den indeholder blomkål og rødbede, men er egnet til vegetarer (hvis man udelader bacon/skinke) og generelt bare sundt!
Ingredienser til 4 portioner:
- 1 blomkålshoved
- 2 æg
- 3 dl laktosefri mælk
- 30 g speltmel
- 30 g margerine/smør
- 1 pakke bacon og/eller skinkestrimler
- muskatnød
- rasp
- salt, peber
Salat:
3-4 store gulerødder
1-2 rødbeder
1 avocado
Rosiner
Solsikkekerner
Citron
Bacon og skinke ristes på panden mens blomkål dampes i saltet vand i ca.4 min.
Smelt smør i en gryde og tilsæt mel. Rør grundigt mens mælk tilsættes lidt efter lidt. Kog jævningen op og smag til med salt og peber.
Lad det køle af. Del æggene i blommer og hvide og tilsæt blommerne i jævningen.
Vend nu kød og blomkåls buketter i.
Pisk hvider fast og vend i blandingen.
Smør et ildfast fad med margerine, drys med rasp og hæld blandingen i.
Drys med rasp og bag i ovnen ved 180 grader i 45 min.
Riv gulerødder og rødbeder og pynt med avocado, rosiner og solsikkekerner.
Tilsæt citronsaft efter smag.
Velbekomme:)